Det danske sprog – en udlændings bekendelser.
Da jeg kom til Danmark og skulle til at lære sproget i det daglige, fandt jeg bl.a. ud af, at man ikke købte en is hos en isenkræmmer, selvom det forekom mig at være det mest indlysende sted.
Jeg var længe overbevist om at være kommet til verdens mest hygiejniske land, da jeg ofte kom forbi en møntvask. Jeg forhørte mig, om vi selv skulle aflevere mønterne til rensning, eller om pengeinstitutterne klarede problemet. Megen morskab.
Anatomisk set må danskerne være et elastisk folkefærd. Jeg har i hvert fald aldrig før mødt nogen, der kunne tage benene på nakken, hoppe på tungen, have sommerfugle i maven og sluge kameler.
Den stakkels mand, der ikke kan få den pige, han gerne vil ha’, bliver brændt af. Går det skævt for en, så brænder lokummet. Og hvis der er en person, man helst ikke vil have med at gøre, er der barske muligheder: Man kan gøre kål på ham eller slå hånden af ham.
Modsætninger er heller ikke altid logiske. Jeg tænker f.eks. på ro kontra uro, men ukrudt er ikke det modsatte af krudt, og ligeledes har noder og unoder ikke meget med hinanden at gøre. Når en person betegnes som lunefuld, betyder det ikke, at vedkommende er fuld af lune. Det modsatte af ens overmand betegnes ikke som ens undermand, og siger man, at en person er intetsigende, behøver det ikke at betyde, at personen ikke siger noget.
En af mine gæster spurgte engang, om jeg havde hugget sukker. Jeg må have kigget fornærmet på ham, da jeg lige havde lært, at hugge betød stjæle – der skulle en nærmere forklaring til og så snakker man også om mundhuggeri!
At skyde en hare er noget andet end at skyde genvej, for ikke at tale om min forbavselse, da vi en juleaften sang om rosen, der kunne skyde.
At skuffe en person er ikke det samme som at skuffe sin have. Man kan have en spids blyant, se spids ud, gå op i en spids og få sig en spids.
Da en af mine bekendte – en dame i 50’erne – fortalte, at hun skulle gå en lang tur på heden, ønskede jeg hende spontant en god hedetur.
Og så er der alle disse ord, som har med drage at gøre. De forhistoriske uhyrer og de drager, som børnene sætter op i luften. Desuden kan man drage en konklusion, drage af sted – og hvad med et foredrag, man ikke kan fordrage?
Og hvor er logikken, når man har lært remsen ”gammel, ældre, ældst”, og man så finder ud af, at en ældre mand faktisk er yngre end en gammel mand og en yngre mand er ældre end en ung mand? Et større firma er i virkeligheden mindre end et stort firma.
I grammatikken er man heller ikke konsekvent. Efter et tillægsord i intetkøn tilføjes et t – som f.eks. ”et fladt tag”, ”et blåt hus”, men jeg har aldrig set, at man har skrevet om et gladt menneske og et lillat hus.
Små udgaver af dyr betegnes ofte med udgangen –ling, som i gæsling, ælling o.s.v. – men hvorfor er en musling så ikke en lille mus?
Danskerne siger, at det er sundt at le, så jeg håber, at mine fejl har bidraget til sundheden i min omgangskreds. Når man selv kan grine med, er det morsomt at lære et nyt sprog...
